WABI-SABI OG EN GOLF 4
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Jeg går og overvejer om jeg skal købe ny bil, men den jeg har har wabi-sabi. Det er en sort Golf 4 fra 98. Jeg har godt nok ikke haft den i hele dens levetid, kun siden 2008. Men vi har oparbejdet et specielt bånd gennem de år vi har haft sammen. Den har givet mig frihed (og bekymring) og bragt mig vigtige steder hen.
Når jeg sammenligner den med andre nyere biler, jeg ser på min vej, bliver jeg for det meste lidt stolt. Det er en bil, der ældes med ynde. Og det er en bil, der får mig til at forholde mig til min egen dødelighed, forfald og ufuldkommenhed på en god måde. For hvor ofte er det lige jeg får mulighed for at finde skønheden i det uperfekte og hylde de brugsspor, i form af ridser, rust og buler, som tidens tand og vind og vejr har været så nådig at skænke mig? Hver en skramme fortæller en historie – min historie. Som dengang kølerhjelmen fik en mindre bule, fordi jeg havde parkeret under svigerfars plukkemodne valnøddetræ eller da venstre fælg kom for tæt på en københavnsk kantsten under en fejlslagen parallelparkering.
Indrømmet – kunsten at praktisere wabi-sabi er ikke let. Især i starten var det svært for mig at se skønheden i noget der ikke helt var som “det burde være”. Det er det for så vidt stadig, men jeg er på vej. I den forbindelse er det én ting at rette “wabi-sabi-blikket” mod sine omgivelser, men noget ganske andet at have modet til at omfavne og acceptere sine egne brugsspor. Faktisk kan det være direkte ubehageligt, men underligt befriende når det lykkes.
Wabi-sabi minder os om at vi alle er på gennemrejse – at vores kroppe, såvel som den materielle verden der omgiver os, konstant er i en proces på vej mod forfald og nedbrydning. Ved at lære at kunne rumme såvel melankolien som herligheden i alt fra rust til leverpletter kan vi måske blive i stand til at give os selv nye tanker, perspektiver og muligheder.
Alt hvad det kræver er et sind, der værdsætter stille skønhed, modet og villigheden til at acceptere tingene som de er, og evnen til at skifte balancen fra at gøre til at være, til at værdsætte snarere end at perfektionere.
