PARADOKSARKITEKTUR – NUDGING AF NYE LEDERKOMPETENCER
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Hvilken arkitektur skaber de bedste fysiske rammer for innovation?
Hvis udforskningen af arkitekturen bliver en vej ind i menneskets sind må der være mange arkitekter, der (ufrivilligt) sidder tilbage med røde ører, når det gælder de fleste af vores organisationers fysiske rammer. For sikken et sind! Typisk endimensionelt, ekstremt rationelt og uden mulighed for at rumme og drage nytte af menneskelig mangfoldighed og dybde.
Det er begyndt at gå op for flere og flere at vi kan ændre os gennem den arkitektur vi bevæger os i. Man taler om design as life changer. God arkitektur åbner op for muligheder – dårlig arkitektur begrænser. Den gode arkitektur kan bl.a. hjælpe til med at skabe tryghed, fællesskab, handling, kreativitet, kærlighed, afslappethed og forandring. Med andre ord kan “den rigtige bygning gøre fantastiske ting for en virksomheds kultur” (Jobs). Et centralt spørgsmål man kan stille sig selv på vej ud af en hvilken som helst bygning – herunder sin arbejdsplads – kan derfor være: “Blev mit liv bedre af det her?” I langt de fleste tilfælde – og især når det drejer sig om “arbejdspladsarkitektur” – vil jeg gætte på at svaret er: “Nej”.
Som beskrevet i et tidligere blog-indlæg (“Det uudholdelige”), bliver organisationers evne til at håndtere den flertydighed og usikkerhed, der udspringer af en kompleks – og ofte paradoksal – virkelighed et stadig vigtigere fokus i jagten på innovation. Paradokser, der især bliver tydelige, når organisationer forsøger at rumme den mangfoldighed af logikker, værdier og mennesker, der er nødvendig for at løse stadig mere komplekse opgaver innovativt. Men paradokser har det med at paralysere.
Spørgsmålet bliver nu hvorledes vi kan skabe en (fysisk) organisatorisk arkitektur, der formår at hjælpe med at (ud)holde kompleksiteten, paradokserne og utrygheden, se helheden og skabe nye innovative synteser uden at miste handlekraft?
Jeg tror at arkitekter – i samarbejde med andre faggrupper – i langt højere grad fremover vil skulle arbejde bevidst med udviklingen af arkitektoniske løsninger til at understøtte organisationers centrale ledelsesopgaver og innovationsaspirationer (lidt ligesom at de fleste arkitekter i dag har et dedikeret fokus på bæredygtige og klimavenlige løsninger).
Et eksempel på dette kunne være udviklingen af arkitektoniske nudges, der formår at anvende paradokser som en motor for innovation. For eksempel i forhold til håndteringen af grundlæggende organisatoriske paradokser som kravet om fornyelse OG stabilitet og det dobbelte fokus på resultater OG relationer. I samme boldgade ligger bl.a. følgende centrale spørgsmål og venter på en besvarelse: Hvordan skaber vi organisationer, hvor disciplin og frihed ikke er gensidigt ekskluderende? Og hvordan får vi every mind into the game uden at skabe et tungt hierarki af kontrollanter?
Ligeledes kunne man tænke sig at paradoksarkitekturen kan hjælpe lederen med at håndtere dilemmaer som: at etablere et nært forhold til sine medarbejdere OG holde tilpas afstand, at vise medarbejderen tillid OG følge med i, hvad de foretager sig, og at tænke på sin egen afdelings mål OG være loyal overfor helheden.
En konkretisering af paradoksarkitekturens tanker må bl.a. stå sin prøve i og med besvarelsen af spørgsmålene: “Blev mit (arbejds)liv bedre af det her?” og “Fik vi styrket vores evne til innovation?”
