OM AT HOLDE SIN KÆFT!
Af cand.psych. Thomas Rosenberg
“Løft foden fra speederen” sagde hun til mig. Og hun havde helt ret. Det hun faktisk forsøgte at sige var: træd tilbage – hold kæft – og se hvad der sker.
Det er nu små otte år siden, at jeg fik det råd fra min supervisor under en coachingsession, og det har gjort indtryk. Så meget, at jeg stadig eksperimenterer bevidst med forskellige måder at løfte foden fra speederen på for at gøre det talte ord endnu mere effektivt.
Og som lovet ifm. mit seneste indlæg OM AT HOLDE SIN KÆFT! kommer her forskellige bud på hvordan du kan arbejde med stilhed i praksis – inspiration hentet fra terapien, organisatoriske møder og performancekunsten.
SÆT FARTEN NED OG LÆN DIG FREM – STILHED OG TERAPEUTISK PRAKSIS
Du kender måske til det selv, men når man som psykolog bliver stresset eller nervøs over det som sker i en terapeutisk session, så udspiller der sig ofte et af følgende to scenarier: vi sætter farten op – taler mere, taler højere, giver gode råd, begynder at holde foredrag – eller vi læner os tilbage, lukker ned, trækker os tilbage.
Det siger sig selv at ingen af disse strategier styrker den terapeutiske relation. Så hvad gør man så? Faktisk det modsatte: man sætter farten ned og læner sig frem! Man lægger mærke til sine tanker og følelser. Man lægger mærke til sin tendens til at sætte farten op, koble fra og læne sig tilbage. Og man læner sig frem (bogstaveligt talt) og sætter farten ned – taler mindre, taler langsommere og holder mange pauser (Russ Harris, ACT Made Simple).
TAG RUMMETS PULS – STILHED OG ORGANISATORISK MØDEPRAKSIS
Den bevidst fælles stilhed – faciliteret stilhed i arbejdsmøder, der skaber fokus, fremdrift og samhørighed
Det møde du forlader er knap nok slut før du med hastige skridt er på vej mod et nyt. Du er fyldt op af snak og støj. Det meste af det der blev sagt har du allerede glemt – og hvad var lige det vigtige? Men I fik da sat hak ved agendaens 27 punkter og havde ingen spildtid i form af ligegyldige pauser. Nå, du må til det igen – eller findes der en anden måde at gøre det på?
Kan mindre snak eksempelvis bidrage med mere værdi på møderne? Det lyder jo umiddelbart håbløst. På møder skal der jo snakkes. Og mere snak betyder vel mere værdi? Nej, desværre. Problemet er at alt for meget af snakken er decideret støj, unødig og ufokuseret snak og smalltalk. Og det gør at alt for mange møder bliver ineffektive.
Du kan sammenligne sådanne møder med et tastatur uden mellemrumstast: Detbliverligepludseligtmegetsværtatfindefremtildetvæsentlige-tilguldet-dadetharentendenstilatdrukneistøj.
Ifølge Bastian Overgaard er kuren at skabe bevidst intelligente mellemrum i vores møder. Mellemrum, der formår at skære støjen fra så vi kan komme ind til kernen. Dette gøres ved den systematiske facilitering af stilhed i møder. En tilgang, der bygger på følgende 4 grundprincipper: stilheden skal faciliteres; alle er bevidste om stilheden; stilheden respekteres 100% og stilheden er altid tidsbegrænset – typisk i 1-3 minutters intervaller.
I praksis betyder det, at du som tommelfingerregel skal afsætte 10 procent af mødetiden til stilhed. Et møde bygget op omkring dette princip kunne eksempelvis se sådan ud:
- 2 minutters fælles stilhed i starten af mødet, hvor alle ”lander” og er til stede
- 2 minutters fælles stilhed ca. 2/3 henne i mødet, hvor I reflekterer over ”mødet indtil nu”, og hvor I med fordel kan lægge jeres fokus i den resterende tid
- 2 minutters stilhed som afslutning på mødet, hvor I reflekterer over de vigtigste ting, som I tager med jer fra mødet
Ovenstående grundstruktur kan eventuelt suppleres med strategisk placerede blokke af 30 sekunders stilhed mellem centrale punkter på agendaen. Og HUSK at stopuret på mobiltelefonen er din bedste ven til at sikre en (nogenlunde) tryg oplevelse med stilheden for alle.
Systematisk stilhed for at modvirke destruktive gruppedynamikker som konformitet og polarisering
”Tag rummets puls”: Jeres team skal træffe en afgørende beslutning. I sidder alle parate rundt om mødebordet, og scenen er sat, rammerne er trukket op, alternativerne A, B og C er eventuelt beskrevet. I stedet for at kaste jer hovedkulds ud i en verbal dødsrunde, hvor uhensigtsmæssige gruppedynamikker som konformitet (og dårlige beslutninger) stortrives, gør I følgende:
Lederen af teamet beder indledningsvist deltagerne om, individuelt – og i stilhed, at skrive deres umiddelbare holdning ned på et stykke papir – eller at lave et simpelt plus/minus-skema, hvor alle rundt om bordet bliver bedt om følgende: “Fortæl mig hvad der er godt ved denne mulighed, og fortæl mig hvad der er dårligt. Lad være med at fortælle mig din beslutning endnu. Jeg vil ikke vide den”.
”Bring dig selv til tavshed”: Placerer sig i naturlig forlængelse af ovenstående. Hvis du er den person, der har den afgørende beslutningskompetence, kan du med fordel bede andre om at give deres mening til kende først (startende med den person, der er lavest i hierarkiet). Prøv også denne fremgang, hvis I kaster jer direkte ud i diskussion.
Som så meget andet lyder ovenstående greb nemme i teorien, og derfor får du måske den tanke, at det kan være lidt ligegyldigt at prøve – værdien er vel ikke særligt stor, når det lyder så let? Opfordringen herfra er: kom på den anden side af de tanker og prøv, eksperimenter og tilpas – gerne flere gange – og se hvad der sker.
THE HARDEST THING IS DOING SOMETHING CLOSE TO NOTHING – STILHED OG PERFORMANCEKUNST
”I give my word of honor that I will stay for 6 hours, and that I will not interrupt activities with my early departure”. Sådan lyder kontrakten, som den verdenskendte performancekunstner Marina Abramovic beder sine gæster om at underskrive før de får adgang til Marina Abramovic Institute (MAI).
Og det er måske ikke så underligt endda. For hun udfordrer det moderne menneske på måder, som befinder sig et godt stykke på den anden side af flertallets komfortzone. Måske først og fremmest fordi de værker, aktiviteter og oplevelser, som hun stiller til rådighed for sit publikum indeholder stilhed og en tilbagevenden til det rendyrkede enkle og langsommelige. En kombination som nok virker akavet og lettere (hvis ikke voldsomt) angstprovokerende for de fleste. Men tag selv stilling for her kommer et lille udpluk af Abramovic’s aktiviteter:
”Øjenkontakt-kammeret”: Værsgo – se en fremmed person i øjnene i minimum to minutter – uden at sige noget, og uden at bevæge jer. Øjenkontakt-kammeret bygger på et af Marina Abramovic’s mest kendte værker ”The Artist Is Present”, hvor publikummet på MoMA fik mulighed for – på skift – at sidde på en stol overfor Abramovic, og se hende ind i øjnene sådan helt uden brug af ord.
Udfordringen for Abramovic var, at hun skulle sidde ubevægelig og ordløs på sin stol i tre måneder – otte timer om dagen. I alt 716 timer og 30 minutter. Du kan læse mere om værket – og hvordan jeg i praksis har arbejdet med The Artist Is Present i en organisatorisk sammenhæng her.
”Stilhed” – forestil dig, at du kommer ind i et rum fyldt med mennesker – ingen siger noget – der er fuldstændig stille. Bom stille. For I har alle hovedtelefoner på, der blokerer for al lyd. Og nej, der bliver ikke spillet musik eller andet via hovedtelefonerne. Der er bare stille. En fælles oplevelse i total stilhed.
”Slow motion gang” – du går tavst for dig selv. Du skal fra den ene ende af rummet til den anden. Der er 15 meter, men det tager dig over en halv time at tilbagelægge distancen, fordi hver en fiber i din krop er indstillet på at udføre enhver bevægelse ultra langsomt, nærværende og bevidst.
”At tælle ris” – du sidder ved et lille arbejdsbord. Foran dig ligger en pæn bunke med hvide og sorte linser, en blyant og et stykke hvidt papir. Du skal nu – i tavshed – skille de hvide ris fra de sorte linser og tælle hver enkel af dem…værsgo at gå i gang: du har seks timer!
