NUDGING ER GAMMELDAGS
af Mads Bendixen, 27. juli 2014
Hvordan kan det være, at gammel psykologisk viden pludselig får vind i sejlene?
Nu er det seks år siden, at bogen “Nudge” (Thaler & Sunstein, 2008) udkom og pustede nyt håb ind i alle, som arbejder med den vanskelige opgave at få mennesker til at ændre deres vaner og automatiske valg. Det har været en sand nudge-bølge, som er skyllet ind over landet de senere år. Som beskrevet andensteds har jeg som konsulent haft gode erfaringer med at bruge nudging til at gøre arbejdsmiljø- og sikkerhedsarbejdet mere målrettet, konkret og interessant. Vi er således mange, der har omfavnet budskabet om, at vi med snedige og hensynsfulde “puf” kan flytte den adfærd, som fx informationskampagner ikke kan. Mange konsulenthuse sælger nu nudging, og utallige medier har kørt historien om “det kærlige puf”. Et dansk nudging-netværk har eksisteret nogle år, og der er flere grupper på LinkedIn, hvor folk fra mange forskellige professioner udveksler erfaringer og idéer. Og forleden var salen fuld på Roskilde Universitet, da Thaler og Sunstein var blandt talerne ved lanceringen af et europæisk nudge-netværk.
Men størstedelen af den viden som præsenteres i bogen “Nudge” er flere årtier gammel. Så hvordan kan det være, at idéerne i nudging får så stor tilslutning netop nu. Gammel vin på nye flasker? Måske. Måske har valget af ordet “nudge” haft en betydning. Et fængende lille ord med en god klang. Denne etiket har måske været den, der har tiltrukket folk til en i forvejen udmærket vin. Men jeg tror også der er en anden grund. Den hænger sammen med noget, Cass Sunstein ganske kort nævnte i sin tale på RUC forleden. Han sagde:
“Working on beliefs may be less effective than simplification”.
Med andre ord: “Det er belastende at skulle tage reflekteret stilling til alt mellem himmel og jord. Spørg mig ikke, hvad jeg mener om alverdens ting – gør i stedet min verden mere enkel, tak!”
En sådan indstilling er lidt af en provokation i mange sammenhænge – især i vores elskede “ultra-demokratisk-involverende” Danmark. Men de fleste provokationer får netop deres styrke af at ramme noget vigtigt. Noget der er rigtigt, men som man måske ikke er helt klar til at erkende endnu. Det der er det rigtige i denne forbindelse er, at mange mennesker i dag hungrer mere efter enkelthed end oplysning og medbestemmelse.
Nudging-tilgangen minder os om, at vi er andet og mere end vores refleksive “system 2-tænkning“. Vores mere automatiske “system 1-tænkning” negligeres så længe vi fremhæver vor tids kompleksitet som et altomsiggribende vilkår, der i alle sammenhænge kræver omstillingsparathed og dobbeltloop-læring. Som mennesker kan vi ikke holde til et sådant vilkår. Vi kommer til at hungre efter noget ikke-komplekst. Og her repræsenterer nudging et håb om, at vi stadig kan håndtere verden som vi kunne før globaliseringen og informationssamfundets indtog. Og måske kan vi! Måske er vi blevet lokket ind i en overdreven diskurs om kompleksitet og uforudsigelighed. Måske ligger enkeltheden lige for næsen af os, uden at vi kan se den. Måske er der mange sammenhænge, hvor vi kan nå meget længere med valgarkitektur end med debatfora og sociale medier.
Og måske ikke…?
Hvorom alting er, så er nudging gammeldags. Det er således en tankegang, som giver håb om, at vi kan genfinde mulighederne i en svunden tid. De seneste års popularitet antyder, at nudging ikke bare er gammeldags, men måske snarere “old-school på den fede måde”. Nudging-koncept-ballonen er pumpet op til bristepunktet. Tiden må vise, om den holder. Det tror jeg nu nok den gør. Og jeg håber det også. Med tiden får den dog nok brug for en ny etiket.
