LIVSRAMT INNOVATIONSLEDELSE
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Kan man bruge sine personlige livskriser til at blive en bedre leder af innovation? Ikke nødvendigvis. Utallige studier har vist at erfaringer opbygget i én sammenhæng ikke bare sådan lader sig overføre til andre. Og så er det jo heller ikke sikkert, at man lærer noget særligt hensigtsmæssigt og konstruktivt af sine livskriser. Men alligevel…muligheden er til stede. Spørgsmålet er om man griber den, og hvordan.
Et af hovedargumenterne i vores artikel “5 råd fra psykologien der styrker innovationen” er, at det er i spændingsfeltet mellem det at rumme og det at kontrollere, at radikal innovation for alvor kan begynde at materialisere sig. Udfordringen er, at hvor evnen til kontrol er ganske veludviklet blandt de fleste ledere, så er evnen til at rumme oftest mildt sagt underudviklet.
Livskriserne – fx i form af sygdom, skilsmisse, dødsfald blandt vores nærmeste eller en opsigelse fra jobbet – er alle oplagte muligheder for at arbejde med vores egen rummelighed og accept. Rummelighed skal her forstås som evnen til at leve med angst, frygt og usikkerhed på en ikke-forsvarsmæssig måde, altså uden at lade sig styre af eksempelvis fortrængning, rationalisering eller vrede.
Man kan også tage skridtet videre og bevidst udsætte sig selv for uvished, kaos og angst for gradvist at opøve sin egen rummelighed til at være i det svære. Sociologen Richard Sennett taler om individets bevidste søgen mod det usikre, paradoksale og kaotiske som en personlig modningsproces, hvor målsætningen er ”a life with other people in which men learn to tolerate painful ambiguity and uncertainty” (Sennett, 1970).
En metode til at erkende – og bevidst arbejde med – din egen evne til rummelighed, finder du f.eks. inden for den eksistentielle psykoterapis fokus på det som benævnes de fire ultimative anliggender: isolationen, meningsløsheden, friheden og døden (Yalom, 2006):
At forholde sig til grundvilkåret isolation er særligt relevant som leder af innovationsprocesser, da følelsen af isolation nogle gange kan forekomme at være endog meget udtalt i forhold til den øvrige organisation og kollegaer. Rollen som outsideren, der opererer i en mere eksperimenterende ”parallelverden” – som ofte er i modstrid med etablerede organisatoriske værdier som kontrol og effektivitet – kan være emotionelt belastende for de fleste.
Er innovation blot en måde at holde meningsløsheden væk fra vores liv på? For hvad hvis vi skal dø, og hvis hver enkelt af os i sidste ende er alene i et indifferent univers, hvad er da meningen med livet? Hvorfor lever vi? Hvordan skal vi leve? Og hvilken rolle spiller innovation i det hele taget? Ligeledes bliver langt de fleste innovationsinitiativer aldrig til noget – eller de bliver til fiaskoer – så hvad er lige meningen med galskaben?
Refleksionen over vores egen frihed bliver samtidig en måde hvorpå vi kan forholde os til vores egen rædsel, da frihed, i den eksistentielle betydning, henviser til fraværet af ydre struktur. En angstprovokerende indsigt, der har paralleller til lederes tilbagevendende forholden sig til manglen på struktur i relation til innovationsprocesser.
Vi eksisterer nu, men en dag vil vi ophøre med at være. Udforskningen af ens eget endeligt er samtidig et kig ind i den eksistentielle grundkonflikt, der er mellem bevidstheden om dødens uundgåelighed og ønsket om at blive ved med at eksistere. Hvad vil det betyde for den måde du leder innovation på, hvis du – som en anden Buddha – jævnligt mediterer på din egen død?
Afslutningsvis, så tror jeg, at den bevidste refleksion (sammen med en samtalepartner) over egne livskriser – og ultimative anliggender – kan udgøre et centralt perspektiv til styrkelsen af lederens evne til at navigere i det innovative felt:
- For det første, fordi lederen sandsynligvis vil blive en dygtigere håndværkere udi ledelsen af innovationsprocesser. Lederen vil i højere grad lykkes med at mestre disciplinen rummelighed, og vil nu for alvor kunne etablere – og lede i – spændingsfeltet mellem kontrol og uvished
- For det andet, fordi lederen vil blive bedre til at passe på dig selv (og forebygge stress), da en bevidst søgen mod det usikre og kaotiske kan opfattes som en personlig modningsproces, hvor lederen gradvist udvider sin komfortzone og opbygger sin mentale styrke
