GENIALITETENS TREDJE RUM
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Hvem er din kreative medsammensvorne? Den person, der evner at gøre dig endnu mere til dig selv, fordi han eller hun tillader dig at være sær og specialiseret på en måde, du ikke kunne være af dig selv.
Michele hvem? Michele Besso er der ikke mange, der har hørt om. Han var ingeniør, og så var han ven med Albert Einstein. De to gik sammen lange ture hver eneste dag i den periode, hvor Einstein udtænkte sin relativitetsteori. Besso er den eneste person Einstein nævner, og anerkender, i førsteudkastet til relativitetsteorien. Her kalder han ham for “den bedste lytter i hele Europa”.
Da Joshua Wolf Shenk, forfatter til den netop udgivne bog “Powers of Two”, konfronterede forskere med spørgsmål som: “Hvad var Bessos rolle i relation til udviklingen af relativitetsteorien – hvor vigtig var han?”, blev han mødt med en mur af modstand og benægtelse. Einstein blev nærmest set som en guddommelig figur, og Besso som en ubetydelig myre. Blot antydningen af at Einstein ikke havde udtænkt relativitetsteorien alene, men sammen med en ukendt anden blev grænseoverskridende. Indrømmet, min umiddelbare reaktion var også præget af mistro og benægtelse. Som om noget sandt indeni mig blev forsøgt ødelagt. Men hvorfor nu det?
Man kan sige at eksemplet Einstein-Besso måske står som det mest kraftfulde eksempel på opgøret med myten om det enestående – og enkeltstående – geni. Ifølge Shenk sker ingen kreativ nyskabelse i enerum. Selv de kanoniserede videnskabsmænd, kunstnere og forfattere, vi har vænnet os til at betragte som enestående genier, havde mere eller mindre skjulte samarbejdspartnere, der var af afgørende betydning for undfangelsen af deres idéer.
For mig leder dette hen til et yderst interessante spørgsmål: Hvorfor har så mange af os brug for fortællingen om det enestående og ensomme geni? Et mentalt billede, der på mange måder har fået patent på vores forestilling om hvad kreativitet er. Måske fordi det er det letteste billede at forstå? Måske fordi vi føler os truet på “selvet” af påstanden om at vores præstationer er afhængige af andre? Er vi måske bange for at miste os selv? Eller er det fordi vi så behændigt kan undgå at tage stilling til eksistentielt udfordrende spørgsmål som: “Hvem er jeg for mig selv, og hvordan er jeg en del af noget, der er større end mig selv?”.
Under alle omstændigheder, er der noget der tyder på at fortællingen om de kreative relationer i nogen udstrækning er blevet forsømt. Spørgsmålet er så hvorledes vi kan blive bedre til at identificere og anerkende geniets “medsammensvorne”, og det “tredje kreative rum”, der opstår i og med deres møde? Hvis vi magter det i større udstrækning kan vi måske gøre os forhåbninger om at igangsætte nye fortællinger om mennesker, der gør hinanden bedre og mere distinkte. Og hvem ved hvad det kan føre med sig…
Tiden må vise om det nuværende samskabende paradigme har potentialet til grundlæggende at udfordre fortællingen om det ensomme geni og herved åbne op for nye kreative muligheder.
