GÅ! EN NY MÅDE AT MØDES PÅ
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Har du nogle gange en nagende følelse af at det nye ikke kan skabes med gamle mødeformer? Oplever du, at I har brug for at eksperimentere mere radikalt med en fastgroet og, i udpræget grad, forudsigelige mødekultur? At I har behov for at skabe bevidste brud med en mødepraksis, hvor alt for mange har lyst til at takke nej til næste møde med begrundelsen om, at man gerne vil passe sit arbejde?
For tiden er jeg optaget af hvordan simple ting ofte har potentialet til at skabe overraskende forandringer. Og hvad er mere simpelt end det at gå – eller vandre om man vil? Og hvad sker der hvis man benytter sig af vandring i forsøget på at skabe en mere effektfuld møde- og samtalekultur på arbejdspladsen?
Patricia Shaw taler om acting into the unknown (2002). Samtaler kendetegnet ved en høj grad af spontanitet, improvisation – og innovation. Her opmuntres folk til at tænke højt, at føre åbne samtaler og bygge videre på hinandens indfald.
Perspektivet udgør et modtræk til de stærkt strukturerede måder at afvikle møder på, der kendetegner mange moderne organisationer. Her er styringen så stram, at det næsten er et succeskriterie i sig selv, at have en høj grad af forudsigelighed og stabilitet. Oplevelsen af at være i stand til (på forhånd!) at kontrollere konklusioner og resultater fungerer alt for ofte som et ensidigt – og ubevidst – must.
Måske er tiden inde til at eksperimentere med walking into the unknown? At anvende det at gå, som en integreret del af den mødekultur, der kan skabe innovativ drivkraft i organisationerne. Og hvorfor ikke?
Det at tænke med fødderne har været en praksis fra antikkens græske filosoffer over Rousseau, Kant, Nietzsche og Kierkegaard til Thoreau og Gandhi. Spørgsmålet er hvordan vi i vores organisationer kan lade os inspirere af en af filosofiens helt centrale arbejdsprocesser: at gå – og tilpasse den en organisatorisk virkelighed?
Den tyske filosof Friederich Nietzsche skrev for eksempel flere af sine værker mens han vandrede i bjergene.
Den schweizisk-franske filosof Jean-Jacques Rousseau vandrede ligeledes, mens han udtænkte sine idéer. Helst i skoven og ofte lange distancer som eksempelvis fra Paris til Lyon. Han fik det decideret skidt ved tanken om at sidde ved et skrivebord:
”Jeg gør aldrig noget, undtagen når jeg vandrer, landskabet er mit arbejdsværelse, synet af et bord, papir og bøger indgyder mig kedsomhed, arbejdsredskaberne tager modet fra mig, hvis jeg sætter mig for at skrive, finder jeg intet, og nødvendigheden af at have ånd tager den fra mig.”
Man kan tænke mange kombinationer af det at gå og mødes ind i den organisatoriske virkelighed. Her er fem konkrete spor, som du/I kan eksperimentere med i forbindelse med jeres næste møde:
Spor 1: Ensomhedens og stilhedens spor:
“Det menneske, jeg møder, lærer mig ofte mindre end den stilhed, han ødelægger” (H.D.Thoreau). Her går mødedeltagerne for sig selv i tavshed. For eksempel for at reflektere over en fælles problemstilling introduceret ved mødets start.
Formålet er at skabe et individuelt rum for refleksion, der mere effektivt understøtter radikalt nye tanker. Lidt ligesom individuelle brainstorms har vist sig at producere flere – og mere originale idéer – end fælles brainstorms i grupper. Blot styrkes den individuelle brainstorm her i kraft af at gå, og lade den fysiske bevægelse gennem landskabet være motor for et mentalt perspektivskifte – og forhåbentligvis nye idéer.
Den enkelte skriver sine tanker og overvejelser ned under vandringen, så der er et konkret (individuelt) afsæt for gruppens efterfølgende diskussion. Ensomhedens og stilhedens spor kan derfor også ses som en indledende udfordring af gruppedynamiske benspænd som konformitet (Group Think). OG som en kærkommen ramme for eftertænksomhed, der tillader gruppens mere introverte medlemmer en reel chance for at komme på banen i relation til en efterfølgende fælles udveksling af idéer og perspektiver.
Spor 2: Det tavse fællesskabs spor:
“Snak gør en døv: Man kan ikke længere høre noget, den beruser, man taber hovedet. Snak er der altid, overalt, den går over sine bredder, den trænger ind overalt, i alle retninger…I vandringens stilhed, når man til sidst har mistet ordenes brug – i denne stilhed lytter man derfor bedre, fordi man langt om længe kun lytter til det, der ikke stræber efter at blive genoversat, omkodet, omformateret” (Gros, “gå! En filosofisk fodrejse”, 2015).
Sporet er bygget op omkring ordløse vandringer i grupper á 2-5 personer. Formålet med at indarbejde det tavse fællesskabs spor i sin mødepraksis er først og fremmest at skærpe gruppedeltagernes evne til at lytte til sig selv og hinanden.
Prøv at starte et længere møde med ½ times fælles ordløs vandring eller indarbejd praksissen som et selvstændigt punkt, der kan hives frem med jævne mellemrum for at udvikle gruppens grundlæggende samarbejde og evne til at arbejde med radikalt nye perspektiver.
Spor 3: Dialogens spor:
Her går mødedeltagerne sammen to og to og skaber i fællesskab et rum, hvor tanker, ord, tavshed og gang kan vekselvirke med hinanden.
Sporet blev bl.a. benyttet i samarbejde med Det Kongelige Teater. Her var læringen, at vandringen som et fælles tredje (en opgave rette mod noget uden for deltagerne selv) har potentialet til at skabe et naturligt fortroligt rum for refleksion – selv mellem to personer, der ikke nødvendigvis kender hinanden. Man skal blot give sig tid, skabe plads til den individuelle tavse refleksion og tillade hinanden at tale om umiddelbare “ligegyldigheder”, da disse ofte kan føre til nye indsigter.
Spor 4: Mødet udenfor:
Ryk teltpløkkene op. Bevæg jer udenfor de organisatoriske mures søvndyssende sikkerhed. Hold jeres næste møde under åben himmel – langt borte fra jeres mødelokalers dræbende forudsigelighed. Søg mod skoven, parken, ja, sågar p-pladsen. Eksperimentér, og være opmærksom på vores omgivelsers enorme – og kraftigt undervurderede – betydning for hvad der er muligt at tænke.
Spor 5: Vedholdenhedens spor:
Gamle mødevaner og kulturer har det med at blive hængende. Brud med eksisterende praksisser kræver mod og ikke mindst vedholdenhed, hvis målsætningen er at etablere nye og forbedrede måder at mødes på i organisationen. Man kan sige at processen med at arbejde med en organisatorisk innovationskultur er lidt ligesom vandring:
“For man må indrømme, at tiden spiller en væsentlig rolle for, at man kan blive en “rigtig” vandrer. Efterhånden som man går, får tiden indvirkning på sindet. Det er en proces, som hverken er umiddelbar eller hurtig. Den pilgrimsvandrer, der går uge efter uge, kan mærke den. Ud over den lidt puerile stolthed man kan føle, over at man har ydet en stor anstrengelse i sammenligning med dem, der nøjes med at vandre i otte dage, mærker man en dybere og mere ydmyg sandhed: en kort vandretur er ikke nok til at bryde ens vaner. Den ændrer ikke personen radikalt. Stenen forbliver uforarbejdet, for skal den tilhugges, skal der en længerevarende anstrengelse til, endnu mere kulde og mudder, mere sult og mindre søvn” (Jean-Christophe Rufin, “Camino – der er ingen vej udenom”, 2013).
God tur til jer, der har modet på walking into the unknown.
