DIGITALISERET OG DISRUPTIV ORGANISATIONSUDVIKLING
af Mads Bendixen, 1. marts 2015
Er din virksomhed klar til eksponentielle bagholdsangreb?
Den løbende forøgelse af computernes regnekraft er i gang med at forandre hele vores verden meget voldsomt. Moore’s lov fortæller os, at for den samme pris får vi hvert andet år en regnekraft, som er fordoblet. Regnekraften øges altså eksponentielt. Vi bevæger os derfor ind i en digitaliseret verden, som vil øge sammensmeltningen af forskellige videnskabelige domæner og koble mange dele af vores liv sammen på helt nye måder.
I deres nye bog “Forstå fremtiden” taler Jannick B. Pedersen og Anders Hvid (2014) således om, at vi bevæger os fra informationssamfundet over til “intelligenssamfundet”. Om fremtiden for vores sundhed skriver de fx: “Vi kan ‘fodre’ en kunstig intelligens med så meget viden og forskning, at den bliver lægen overlegen i diagnosticeringen og udviklingen af behandlingsformer. I anden fase vil vi kunne printe nye organer i en 3D-printer, lave nanorobotter, der reparerer kroppen indefra eller manipulerer med det menneskelige DNA”.
I en anden bog fra 2014 beskriver Klaus Riskjær Petersen sin vision for en ny “socialkapitalisme”. Superliberalisten er blevet blød i kanten, og beskriver bl.a., hvordan den nye digitale netværksøkonomi vil accelerere udviklingen af et demokratiseret marked i stil med det vi allerede har set i form af fx AirB&B og Uber. Som følge af de sociale teknologiers muligheder vil vi endda snart opleve, at de store og rige pensionskasser opløses og at aktieselskaber uddør, når ikke de skifter fokus fra snævre kapitalhensyn til bredere værdiskabelse.
I takt med disse teknologiske, videnskabelige og økonomiske udviklinger vil arbejdspladsers organisering og ledelse også undergå nogle radikale ændringer. Det vil de især, fordi de vil blive truet af såkaldte “eksponentielle organisationer”. I bogen af samme navn beskriver Ismail m.fl. (også udgivet i 2014), hvordan organisationer som anvender de nyeste teknologier, kan vokse forbi konkurrenterne i rekordfart. Digitaliseringen muliggør på denne måde såkaldt “disruptiv innovation” eller kortere “disruption”. Innovation som bl.a. knytter an til digitale produkters næsten omkostningsfrie mulighed for kopiering og distribution.
I endnu en bog fra 2014 taler Mila N. Baker om “Peer-to-peer leadership”, som beskriver hvordan ledelse gennem digitaliseringen ikke længere udføres af nogle udvalgte, som har lov at bestemme. Ledelse bliver i stedet praktiseret af alle som indgår i et givent netværk med et fælles projekt, hvor alle leverer ressourcer og kan påvirke processen på lige fod, som man fx kender det fra open-source softwareudvikling. Jannick B. Petersen har desuden for nylig blogget om, at vi snart skal byde den kunstige intelligens velkommen som en vigtig kollega til ledermøderne. Mon disse tendenser vil overflødiggøre en masse ledere?
Spørgsmålet er, hvordan vore dages organisationer skal imødekomme, at digitaliseringen rammer os med sin eksponentielle og disruptive styrke? For det gør den. Der har altid været en tendens til, at det i højere grad er os, der må tilpasse os teknologien, end omvendt. Et første skridt kunne være at skifte ordet ‘organisation’ ud med ordet ‘netværk’. Det bliver stadig vanskeligere at afgøre, hvor en organisation starter og omgivelserne begynder. Mange steder giver begrebet “den lærende organisation” derfor ikke så meget mening længere. Det kan være mere frugtbart at tale om en virksomhed som en fiskestime i et stort hav, hvor retningen kan skifte hyppigt og pludseligt, samtidig med at fisk falder fra og andre kommer til. Og indimellem kommer der så en disruptiv, ubuden fisk og splitter det hele ad. Og så gælder det om at skynde sig at svømme videre sammen med den.
Dette handler mere grundlæggende om, hvordan vi overhovedet skal forstå organisationsudvikling og ledelse i fremtiden? Der er brug for teoretisk nytænkning. Vi er nogle, der gennem årene har skrevet om, og på andre måder slået på tromme for, at man skulle tage ved lære af de tanker og idéer, som findes i aktør-netværksteori (ANT) og lignende akademiske skoler. Bruno Latour fortalte i 1997, at fremkomsten af ANT i firserne hang sammen med ”en opdagelse af innovation som en slags meget hurtig genvej mellem stort og småt, fx opfindere i garager, der eksempelvis blev Apple- eller Microsoftselskaber”. Med digitaliseringens beskrevne konsekvenser og muligheder synes ANT således mere relevant i dag end nogensinde før.
