DET UUDHOLDELIGE
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
“Er du så sådan en, der kan se lige igennem mig?”, “analyserer du så andre mennesker hele tiden?”. Jeg husker tydeligt de spontane reaktioner, jeg mødte som nyuddannet psykolog. Selv om disse bemærkninger – nogle gange – var fremført med et (usikkert) smil og halvt jokende kunne jeg mærke, at de havde bund i mere dybt forankrede forestillinger om, hvad det vil sige at være psykolog. På den ene side flaterende (hvem sagde Supermand!) og på den anden side en smule irriterende på grund af den umiddelbare fremmedgørende effekt det havde på relationen.
Jeg kom i tanke om ovennævnte, da jeg sammen med Mads Bendixen – den anden halvdel af Innovationspsykologerne – filosoferede over følgende i relation til opstart af vores innovationsblog: “Hvad er det lige psykologien – og vi som psykologer – har at tilbyde innovationsfeltet?”.
Det foreløbige svar er, at vi som psykologer har (eller burde have!) kompetencen til at gøre det uudholdelige udholdeligt. Vi kender nok alle til perioder i vores liv, hvor vi har været i det svære af den ene eller anden årsag: sygdom, død, oplevelsen af meningsløshed, isolation, brud eller konflikter – hvad end det måtte være. Som regel tidspunkter i vores liv, der opleves som ubehagelige, og som de fleste helst vil være foruden. En naturlig reaktion i disse situationer er derfor ofte at forsøge at forsvare sig imod dem, fordi man ikke evner at rumme dem. For eksempel ved rationalisering i form af forklaringer, begrundelser og kontrol eller følelsesmæssige reaktioner som vrede, irritation og indignation.
De samme grundlæggende dynamikker er i spil, når individer, teams og organisationer arbejder med innovation, udvikling og forandring. Situationer som ofte er defineret ved en høj grad af usikkerhed, flertydighed, paradokser og manglende viden. Min erfaring er, at det er de færreste, der formår at rumme denne usikkerhed og afledte frygt. Alt for ofte ses det derfor, at innovationsteams hurtigt (og ubevidst) griber til forsvarsreaktioner, når de befinder sig i det svære.
Konkret kan disse forsvarsreaktioner komme til udtryk ved, at teamet mangler modet til at stille radikalt anderledes spørgsmål. Ved at “skæve” perspektiver hurtigt dømmes ude, fordi de ikke passer ind. Eller ved at man ikke tager sig den nødvendige tid til at være uenige eller for alvor udforsker mulighederne i det ufærdige, udkastet, skitsen.
Min erfaring siger mig, at den ensidige higen efter kontrol, sikkerhed og svar alt for ofte producerer flere af samme slags idéer og løsninger, baseret på kendt viden. Det kan samtidig være en af forklaringerne på, at så meget innovationsarbejde udviser en kedelige tendens til at være forudsigeligt.
Men hvad er alternativet? Fra et psykologisk standpunkt gælder det om at udvikle individers, gruppers og organisationers mentale kapacitet til at håndtere det uudholdelige. Forstået som den særlige evne til at rumme, leve med og tolerere paradokser og flertydighed. Hvor usikkerhed og spørgsmål ikke imødekommes af ønsket om sikkerhed og svar, men hvor man tolererer angst og frygt og stadig forbliver i en tilstand af usikkerhed for at tillade fremkomsten af nye tanker, forestillinger og perspektiver.
Evnen til at være i det svære fordrer således, at man kan deltage på en ikke-forsvarsmæssig måde i forandringer. Egenskaber som tålmodighed, lytten, ydmyghed og venten bliver derfor af central betydning for at skabe reel innovation og forandring i organisationer. Og det er her det bliver svært, for disse egenskaber står i (negativ) modsætning til de gængse organisatoriske kompetencer som kontrol, viden, handling, målsætning og beslutning. Realiteten er da også, at de fleste organisationer kun formår at arbejde med den kontrolorienterede del i deres innovationsbestræbelser. Det betyder i praksis at det ideelle kreative spændingsfelt mellem “det at rumme” og “det at kontrollere” alt for ofte ligger uforløst hen. Resultatet er at de radikale innovationer udebliver.
I den forstand kan et spørgsmål som: “Er du så sådan en, der kan gøre det uudholdelige udholdeligt?” måske være på sin plads at stille i relation til psykologers bidrag til innovationsfeltet.
