DEN NEMME TOER

af Mads Bendixen, 16. juni 2014

Efter James Cameron havde lavet Titanic, som slog alverdens filmrekorder, gik der hele tolv år før han var tilbage med en ny spillefilm. Det var filmen Avatar, som igen baseredes på banebrydende teknologi og effekter og slog mange rekorder, bl.a. som den mest piratkopierede film. Mange år tidligere lavede Cameron nogle af filmhistoriens bedste toere: Aliens og Terminator 2. Et af hans pejlemærker har været, at kreativ succes også handler om timing. Der gik syv år mellem Terminator 1 og 2. I et interview sammenligner han det med at surfe: “It’s like surfing. You don’t create energy, you just harvest energy already out there.”

Det betyder dog ikke, at man bare skal sætte sig ned og vente. Tværtimod handler det om, at kreativ succes, i tillæg til at kræve hårdt arbejde, også kræver, at man ikke forcerer procesen. Som jeg fik at vide engang for mange år siden, da jeg en eftermiddag prøvede at lære at surfe: “To paddle is half the battle”. Jeg var fuldstændig udmattet efter et par timers padlen på brættet, og jeg fangede aldrig en eneste bølge. Der kan således også blive brug for en masse tålmodighed. Og dermed bliver det måske også nemmere at forstå, hvorfor mange kreative bliver bange for, at de aldrig vil kunne leve op til deres gennembrudssucces.

Men udover timing og tålmodighed, så skal angsten for den svære opfølger nok mødes med to yderligere indsigter. For det første må man huske på, at en gentagelse af det forrige i bedste fald bliver hyggeligt og rart, men mest sandsynligt en skuffelse fordi konteksten er en anden og nyhedsværdien er væk. For det andet kan det være en god idé at betragte “geniet” som noget distribueret. Til tidligere tider, før renæssancen, var det geniale noget, som man kunne være ledsaget af – ikke noget man var. At et menneske kan være et geni er altså idéhistorisk set en relativ ny idé. Og det er en idé, som kan lægge et stort pres på den enkelte. Hvis din toer ikke får succes, er det trods alt lettere at skyde skylden på noget, som du er ledsaget af, end at skulle betragte det som din egen skyld helt alene.

Så her er tre vigtige skridt på vejen til den nemme toer:

  • Kør først frem med fuld kraft, når timingen er helt rigtig
  • Gentag ikke det der var originalt, for anden gang er det ordinært
  • Gør geniet til en ledsager frem for en personlig egenskab.

Se i nedenstående filmklip et underholdende foredrag om at gøre geniet til en ekstern, distribueret ledsager.

Del siden: Share on FacebookShare on LinkedInTweet about this on TwitterShare on Google+Email this to someone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *