DEN KRITISKE BRAINSTORM
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
“Thou shalt not criticise”. Sådan lyder en af de helt centrale regler for at brainstorme. Og vi tror på det.
Også selv om forskning siden slutningen af 50’erne gang på gang har vist, at når man sætter en gruppe af individer sammen og beder dem om at brainstorme, så producerer de færre – og mindre originale – idéer end hvis de selv samme individer havde brainstormet individuelt (Lehrer, 2012). Med andre ord bliver gruppens idégenereringspotentiale – og innovationsformåen – altså mindre end summen af dens dele. En ganske ineffektiv gruppedynamik.
Og jeg tror at vi er flere der har prøvet det. Facilitere brainstorms, der set i bakspejlet var hyggelige nok, men uhyggeligt forudsigelige og meget lidt innovative.
Spørgsmålet er så hvorfor vi stadig har behov for at narre os selv ved ukritisk at håndhæve dette “anti-kritik-dogme”, hvis det da ikke lige har med simpel uvidenhed at gøre? Jeg tror at vi skal finde den primære årsag i forestillingen om det skrøbelige kreative sind, der lukker ned ved den mindste modstand. En forestilling, der gør at vi må udskyde kritik til senere (hvis nogensinde) og acceptere forudsætningen om, at alle idéer er gode idéer.
Det vil dog være min påstand, at denne forestilling tjener som et belejligt argument for at dække over noget andet. Nemlig frygten for at bevæge sig ind i et “rum” defineret ved kritik, konfrontation og frustration. Denne frygt for det usikre, ustyrlige og kaotiske kommer i nogle organisationer til udtryk i form af the feelgood fallacy – en forfejlet idé om, at kreativt arbejde til enhver tid skal føles sjovt, behageligt og positivt (Miller & Wedell-Wedellsborg, 2013). Det skal det selvfølgelig også, fordi sjov og ballade bidrager med vigtige energier og nye perspektiver i det kreative arbejde. Problemet opstår når fristelsen til at undgå negative følelser gør kritik og konfrontation til “kreativitetsdræbere”.
Når jeg ser tilbage på de mest vellykkede innovationsforløb jeg selv har deltaget i, så er de netop karakteriseret ved ikke bare at være sjov og ballade og strygen hinanden med hårene, men også ved kritik, højlydt uenighed, konfrontation og frustration. Og ærligt indrømmet, det er ikke alle deltagere, der under en sådan proces synes, at de er en del af et vellykket udviklingsforløb, hvis deres primære succeskriterie er at have en hyggelig dag. Pointen som er afgørende her er, at kritik har potentialet til at få os til at engagere os i andre mennesker og deres tanker. Kritik, debat og uenighed giver os med andre ord mulighed for at frigøre os fra vores – ofte – forudsigelige individuelle perspektiver, og fungere som (tilpasse!) forstyrrelser, der kan skabe nye og overraskende idèer. Og er det ikke meningen med at arbejde i en gruppe?
Kritik skal i denne samenhæng ikke forstås som: “Din idé er noget lort. Du er en idiot. Nu skal I derimod høre det geniale jeg har udtænkt…“. Denne form for “kritik” er lige så uengagerende og ineffektiv som den traditionelle brainstorms fokus på at alle idéer er lige gode. Og resultatet er det samme: vi bliver på vores egen banehalvdel uden at have evnet at omfavne de andres idéer. Det jeg derimod tænker på er hvad man kan kalde for intelligent kritik. Et eksempel på dette kunne være Pixars umiddelbart simple Plussing teknik (Lehrer, 2012), hvor kritikken indeholder et “plus”, altså en ny idé, der konstruktivt bygger på de identificerede svagheder eller mangler ved den oprindelige idé. Fokus bevæger sig på denne måde lynhurtigt fra fejl og mangler til løsning uden at personen bag idéen lider (unødig) følelsesmæssig overlast. Ideelt set vil gruppens deltagere bidrage mere spontant, ærligt og frit, når de har troen på at gruppen hurtigt vil korrigere svagheder ved de fremstillede idéer.
Før vi forsvinder op på en rosenrød sky, så lad mig gøre det helt klart; en gruppes evne til at udøve ærlig kritisk feedback kræver hårdt arbejde – de færreste har desværre et naturtalent hvad dette angår. Hvis kritik skal blive en nyttig katalysator i en brainstorm, skal det derfor praktiseres regelmæssigt blandt gruppens deltagere. Det at give og modtage feedback på ufærdige idéer skal gøres til en udramatisk og naturlig handling i stedet for et sjældent forekommende drama, hvor den enkelte gruppedeltagers personlighed er på spil.
Når alt kommer til alt, er det måske bedst bare at fortsætte med at brainstorme som vi altid har gjort? Håbe på det bedste og hygge os. Hvad tænker du?
Se nedenstående video af Jonah Lehrer med supplerende vinkler på om brainstorming virkelig virker?
