af Mads Bendixen, 4. marts 2014
De fleste kender dårlige møder på arbejdspladsen. Man kan ikke koncentrere sig om indholdet, man når ikke det aftalte, og det virker som om energien suges ud af deltagerne som tiden går. Man kan forsøge sig med udluftning, pauser, fysiske øvelser og lignende for at få pustet liv i tingene. Men disse initiativer ændrer ikke på de interpersonelle vaner, som fastholder den dårlige møderutine. Og hvad nu hvis man ovenikøbet vil gøre det muligt at bidrage til innovation på møderne? Så skal der helt andre ting til.
Mødevanerne skal brydes. Problemet er, at det er adfærd som vi helt automatisk reproducerer – vi står midt i vanerne, så hvordan skal vi få øje på dem og justere dem?
Man kan invitere en gæst eller hyre en konsulent til at observere sine møder, men der findes også en anden metode, som kan være både lærerig og underholdende: Sanseindskrænkning.
Hvis du fx vil opdage, hvad der får energiniveauet til at skifte under møderne på din arbejdsplads, kan det være en god idé at lade en mødedeltager tage høreværn på og se hvad der foregår, eller tage bind for øjnene og høre hvad der foregår.
Ved at skære en sansemodalitet fra kan en anden sansemodalitet skærpes, og vi får mulighed for at opdage noget nyt i analysen af, hvad der skaber rutinen. Med høreværn på ser du måske, at lokalets indretning inviterer nogle mere ind i den fælles dialog end andre. Med bind for øjnene vil det måske blive nemmere for dig at opdage, at der er generende støj fra gaden udenfor eller at mødedeltagerne ikke er gode til at lade hinanden tale færdig. På samme måde kan mennesker med synshandikap bidrage til at give seende designere idéer, som de måske ikke umiddelbart ville komme på.
Se en inspirerende beretning i klippet nedenfor fra en blind arkitekt, som netop fandt et sådant potentiale i sit nye handikap.