“BADASS” ELLER “BULLSHITTER”
Af Thomas Rosenberg, cand.psych.
Hvad er du: “Badass” eller “bullshitter”, når det drejer sig om innovation?
Et mere relevant – og interessant – spørgsmål er dog i hvilken udstrækning den organisation du arbejder i er innovations “badass” eller “bullshitter”?
Så stil dig selv følgende spørgsmål, og forsøg at svar ærligt (i det mindste over for dig selv):
- Er innovation en formel del af din jobbeskrivelse? Afhænger din bonus delvist af din innovationsperformance?
- Hvordan er du blevet klædt på til at være forretningsinnovator? Hvilken træning har du modtaget? Hvilke værktøjer er du blevet tildelt?
- Har du adgang til en innovationscoach eller mentor? Er der en innovationsekspert i din afdeling, som kan hjælpe dig med at udvikle dine ideer?
- Hvor meget fylder innovation på jeres interne mødeagenda sammenlignet med dag til dag administrative anliggender?
- Understøtter eller modarbejder din virksomheds ledelsessystem dit arbejde som innovator?
- Hvor nemt er det for dig at få adgang til midler til udviklingsformål? Hvor mange niveauer af bureaukrati skal du igennem for at kunne realisere en ny idé?
Fortvivl ikke…endnu.
Ifølge ledelsesekspert Gary Hamel (2007) er det kun en håndfuld af virksomheder på verdensplan, der for alvor har mestret at gøre innovation til et kerneområde for samtlige medarbejdere hver dag. Og derved adresseret en af de største udfordringer i det 21. århundrede hvad angår virksomheders overlevelse: “How to get every mind into the game”.
Så selv om innovation er et flittigt benyttet buzzword i alle organisationer med respekt for sig selv, er der en påfaldende kløft mellem retorik og realitet.
Typisk skaber vi innovationsprojekter og specialiserede “ghettoer” (fx R&D), der tager sig af innovation i stedet for at skabe organisationer, der er innovative fra top til bund. Vi betragter med andre ord innovation som en bibeskæftigelse, hvor “business as usual” aldrig bliver til “innovation as usual”.
Spørgsmålet er hvor længe mere vi kan tillade os at praktisere denne form for “innovationschauvinisme”, hvor “almindelige” medarbejderes potentiale som ekstraordinære innovatorer får lov til at ligge uforløst hen? Indtil vi får løst denne udfordring må de fleste af os nok lære at leve med at være “bullshittere”, der ihærdigt drømmer om at blive “badasses”.
